 |
|
|
 |
|
Else Skipper fra Odder.
Småpiger får flere og flere dukker – dukkerne bliver
mere og mere forfængelige.
Det er baggrunden for, at en jysk landmandsdatter,
som startede med en gammel symaskine, på få år
har lavet en blomstrende virksomhed kun for dukketøj…
I DUKKERNES PARADIS.
Else Skipper i Odder voksede op på en gård. Hun legede
aldrig med dukker som barn. Hun krøb hellere op på loens
højeste bjælke og sprang på hovedet ned i halmen.
Nu som voksen, er hun omgivet af en hærskare af dukker
hver dag året rundt.
Else Skipper har aldrig syet sit eget tøj. Hun interesserede
sig i det hele taget ikke en døjt for tøj. I dag syr hun tøj til
150.000 dukkepiger om året, og hvad enten hun interesserer
sig for tøj eller ej, er hun nu en af dem, der ved mest om
børne – og teenagetøj. Det er hændt, at hendes dukketøj har
skabt en ny børnemode.
Else Skipper har aldrig været særlig gode venner med en sy-
maskine. Da hun i sin ungdom arbejdede i huset i England,
fik hun en gammel maskine af en veninde, men da frøken
Else skulle tilbage til Danmark, erklærede hun, at hun hellere
ville smide sin symaskine i Themsen end slæbe den med hjem.
Så fik en af hendes veninder den.
I dag snurrer symaskiner i massevis i Else Skippers fabrik i
Odder. 15 damer syr på livet løs, og resultatet ser vi i vores
børns værelser – og for så vidt også i tegnebøgerne. I gamle
dage syede mødre jo dukketøjet selv af forhåndenværende
klude, og det kostede ikke andet end tid. Men i dag går en
dukkelise med respekt for sig selv skam ikke i hjemmesyet
tøj. Hun er konfektionsklædt, fra inderst til yderst iført tøj
af bedste kvalitet efter sidste mode…
Dette lille eventyr er selvfølgelig kun et af de talrige, der kan
findes frem i dansk erhvervsliv i efterkrigsårene, men det
fortæller lidt om, at et par ganske almindelige mennesker,
der for længst havde indrettet deres jævne tilværelse i en
lille by, kan begynde helt forfra og skabe sig en ny karriere.
Det er, hvad hr. og fru Skipper har gjort i Odder. I dag – efter
kun nogle få års ekstraordinær indsats – sidder de i en af
byens store villaer med en solid fabrik og mange flittige
hænder i arbejde.
Hvordan går sådan noget til?
Mens symaskinerne snurrer nedenunder sidder de to Skipperé
oppe i kontoret og fortæller deres historie.
”Det begyndte ud af ingenting” siger fru Skipper. Jeg har en
svoger, som laver plasticlegetøj. Han gav mig ideen for syv år
siden. Vi sad nemlig en dag og sludrede om, hvad man kunne
give sig til at lave.Min mand var vognmand, men han var nu
kommet i den alder, da han gerne ville være fri for at køre evig
og altid.
Min svoger sagde så: ”Køb bogen – sy dukketøj”.
Det forekom mig at være en tosset idé, for jeg kunne ikke sy.
Jeg har aldrig syet mit eget tøj. Men jeg købte bogen, og jeg kik
kede lidt i den. Jeg købte også en lille håndmaskine og begyndte.
Det kneb svært, og i det første år gav jeg det hele væk til venner
og bekendte,for det var ikke godt nok til at sælge.
Men efterhånden kom det. Jeg fik en hjemmesyerske, og en skønne
dag havde jeg en kollektion på 54 modeller. Den udstillede jeg på
købestævnet i Fredericia, og siden er det gået fremad. Men jeg skal
ikke lægge skjul på, at det har været en drøj tid økonomisk. Vi har
skullet investere en masse penge, og jeg har mange gange siddet
klokken 2 om natten og så smidt det hele fra mig, fordi jeg syntes,
det var så håbløst.
Men næste morgen stod jeg op og syede videre. Indtil for et par år
siden arbejdede jeg 16 timer i døgnet. Jeg var stædig. Og det gik
altså sådan, at vi i 1961 kunne udvide virksomheden stærkt. I dag
har vi 15 unge piger i alderen fra 15 til 50 år. De ansættes hos os,
og så bliver de hos os. Den første pige, vi fik, har vi såmænd endnu,
og hun var også med, dengang vi ingen penge havde.
Og når det en sjælden gang sker, at en pige af en eller anden grund
må rejse fra os, så kommer hun såmænd og besøger os lørdag – søndag.
Man kunne så spørge, hvordan en dame i Odder kan sidde og skabe
dukketøj, der modemæssigt er blandt det nyeste og ofte nyere?
”Jeg kikker alle stormagasinernes annoncer igennem,” svarer
Else Skipper, ”og så snart jeg ser en ny detalje, bruger vi den.
Det er især teenagermoden, der interesserer og inspirerer os, for der
er jo dukker, som ligner unge piger, og så skal de selvfølgelig
have alt, hvad der hører til en ung dames påklædning i dag.
Der er for eksempel den italienske dukke, Dukkelise.
Der findes alt til det barn, lige til rulleskøjter og ski. Det er en
meget populær dukke. I København er der ligefrem
Dukkelise – klubber. Jeg kender selv en lille dame, som er
formand for sådan en klub. Når de små piger skulle til fødselsdag
sidste vinter, skulle Dukkelise skam med, og så skulle hun have nyt tøj.
Små børn er meget forfængelige, også med deres dukketøj.
Jeg hørte forleden om en lille pige på 4 år. Hun havde fået et
tørklæde om hovedet. Kammeraterne sagde: ”Du ligner en mutter.” –
Hun går aldrig med tørklæde om hovedet mere.
Jo,vist er de forfængelige, så vi, der laver dukketøj, må følge meget
nøje med, og det er da også sket, at jeg af og til selv har skabt
en ny mode. Hvor jeg har det fra, ved jeg såmænd ikke, men
jeg laver i hvert fald udkastene til alt, hvad vi fremstiller.
Måske kommer det af, at min mand og jeg er landmandsbørn,
som ikke har fået en uddannelse. Vi har altid måttet finde
ud af det selv. Jeg har prøvet mange ting, men det er, som
om jeg altid har haft en drøm om at blive kunsthåndværker.
Jeg har altid gerne ville lave noget kønt.
Men årene gik, og de gik med at være i huset i England og at
ekspedere i forretninger. Min man er handelsuddannet, men
så blev han anbragt i en bil, og jeg måtte passe telefonen.
Altså indtil for et par år siden. Nu passer han forretningens
regnskaber, og han rejser ud og repræsenterer firmaet to gange
om året.
Det er det ved vores dukketøj, at der kan leges med det,” fortsætter
fru Skipper.”Før i tiden var dukketøj noget, der gik i stykker,
men dette her er solidt. Folk får valuta for pengene. Det er
vores succes. Vi laver en vare, der ikke giver grædende børn,
for jeg synes, det er synd, at en fødselsdag eller en juleaften
skal ende i gråd, når legetøjet er gået i stykker.”
”Men så er det vel dyrt?”
”Ikke hvis man sammenligner med for eksempel en pakke cigaretter.
Men desværre er der 15 procent skat på til finansministeren.
Her fører vi såmænd lige så stort skatteregnskab som en
restauratør. Næh, i betragtning af disse omstændigheder
synes jeg ikke, dukketøjet er dyrt. Tænk så på, hvad dukker
koster i vore dage!
Der er også mode i dukker. I dag skal alle dukkerne have rigtigt hår.
Selv en skaldet baby skal have hår. Og som der dog købes dukker.
Der er mægtig forretning i dem.
Og vi syr tøj til dem alle, fra de flotteste franske, der koster over
100 kroner, til de mere jævne.”
”Hvor får De stoffet fra?”
”En del får vi fra Danmark, for eksempel fra de militære klæde-
fabrikker, men i øvrigt importerer vi selv fra Japan, Portugal,
Tyskland og Østrig. Vi laver undertøjet i trikotage, som vi får fra
Ikast, pyjamas i bæk-og-bølge, natkjoler i blomstret, let stof med
blonder, soldragter og træningsdragter af blåt låddent stof med
hvid indsats i blusen, anorakken med dobbelt hætte, lynlås og
snoretræk samt strikkede manchetter. Vi laver tøj til søndag
og tøj til hverdag. Selskabstøj laves i taft og tyl, i guld- og sølvmor
med stola og fine juveler. Vi har imiteret pelsværk og regnvejrstøj.
Vi har også den praktiske tweedfrakke.
Nu er det ikke mere den gamle symaskine med håndsving, der snurrer
i Oddervillaen. Det er elektriske maskiner. En af dem kan såmænd
sy med fire nåle og samtidig rynke, sy sammen og kaste over sømmene.
I ”gamle” dage sad fru Skipper og klippede tøjet med en saks. I dag
har hun en skæremaskine, der kan tage 50 lag ad gangen. Det hele
er meget rationelt – som i enhver anden konfektionsfabrik men
sådan må det naturligvis være, når der skal skæres omkring 100
stykker tøj i timen.
Det bliver altså til en ganske imponerende produktion om året,
og så har man endda indtrykket af, at der kunne sælges dobbelt
så meget. Spørgsmålet er egentlig kun, om hr. og fru Skipper vil.
Man har indtryk af, at de synes fabrikken er stor nok til deres
hartkorn. Nu går det fint. Hvad skal man så med mere?
”Men det må være drøjt, siger De.”
”Det har været et helt almindeligt slid som alt andet, der skal
arbejdes op. Men nu er vi glade for det. Jeg møder klokken 7
hver morgen, og jeg er vel den sidste der går. Men sådan må
det være. Arbejdslønnen ville blive alt for stor, hvis jeg ikke
selv arbejdede med. Det er nok småting vi laver, men det er
et stort arbejde.”
”Tror De, der bliver plads for dukkeleg i atom-alderen,
fru Skipper?”
”Dukker bliver aldrig gammeldags.”
Dukke-Lise en af Elses Dukker.
|
|
 |
|
|
|